På jagt efter flere oplevelser

 

Sæsonens sidste jagtdag med min kleiner münsterländer

…da vi har gået et stykke tid, kommer vi til et ret åbent område i skoven med høje bøgetræer og en skovbund dækket af et tykt lag visne blade. Forude ligger flere store bunker ris fra årets skovfældning. Tikka kommer i høj fart på tværs, og idet hun kommer i vind af den første risbunke, er det tydeligt, at hun trækker en rigtig god fært. På få meter stivner hendes bevægelser og hun ender til sidst i en meget stram stand, og der står hun!

 

Jeg orienterer mig rundt for at se, hvor min makker er. Det første jeg ser, er hans hønsehund på vej mod samme område. Da den registrerer Tikkas stand, gentager det hele sig og den står nu i en flot sekundering. Hurtigt og effektivt stiller vi op på hver sin side af risbunken og med få ord melder vi klar til hinanden inden vi giver hundene rejseordre. Min münsterländer springer lige på - ind i risbunken, og den flotteste kok stiger til vejrs. Jeg får et solidt hold på den og følger den et par meter inden jeg trykker af. Fuglen falder stendød til jorden.

Som en film i slowmotion, står hele denne fuldendte oplevelse, stadig lysende klart for mig.

 

Måske skød jeg kun det ene skud på hele den dag, men ikke desto mindre er det denne dag jeg husker hele den jagtsæson for. Fasankokken blev centrum for en vellykket naturoplevelse gennem skoven, hvor alt var under kontrol og hvor jeg på nært hold kunne følge hundene i deres rette element. Det var simpelthen unikt. Forestiller mig at en fluefisker der langt om længe får fisken til at hugge, har stået med samme følelse. Fælles for disse typer oplevelser må være at man virkelig har ro til at fordybe sig og kan rette alle sanser mod det elemet man er i.

Træner du jagthund og kender følelsen af en vellykket træning, ja så bare vent, der findes ikke noget bedre end at dele den her type oplevelse med sin jagthund.  

 

Desværre var denne oplevelse mere undtagelsen end reglen med Tikka. For når sandheden skal frem, så gav den hund mig meget mere hovedpine end gode naturoplevelser. Jeg fik ellers mange gode tilkendegivelser for, at hun arbejdede hårdt og fik mange fugle på vingerne. Men ikke desto mindre synes jeg at frustrationerne over hende fyldte utrolig meget hos mig. Hun gik meget nemt af hånd, og hendes stressniveau kunne desværre blive tårnhøjt. En gang i mellem tyggede hun dødskudte fugle helt i stykker og smed dem også rundt omkring i terrænet, når det var allerværst. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har råbt ad den hund og været fustreret over at jeg sådan set ikke havde kontrol over hende. Tja faktisk var jeg fra tid til anden, nødt til at lade hund være hund og så høre lidt om hvad hun havde foretaget sig gennem såterne, fra de andre jægere. ”Den hund går fanme godt,  jeg så at den…..”. Når hun løb efter råvildt, var der ikke andet at gøre end at vente til hun duggede op igen ad sig selv. Jeg bryder mig overhovedet ikke om at se vildtet blive drevet formålsløst og hæsblæsende rundt i skoven og det var faktisk alt sammen noget, som gjorde at jeg i virkeligheden ikke rigtig nød at være på jagt. Jeg var jo ikke rigtig tilstede i naturen, når jeg det meste af tiden bekymrede mig om min hund. Det var på inden måde sådan jeg havde tænkt at min dyrbare fritid skulle spenderes.

 

På det her tidspunkt studerede og boede jeg i København. Tikka opholdte sig hos mine forældre, og jeg hentede hende, når jeg enten skulle træne eller på jagt.

Jeg havde planer om at overtage mine bedsteforældres landejendom, når jeg var færdig med hovedstaden, og jeg glædede mig til at kunne dyrke jagten lige så meget, som dengang jeg var en stor dreng, der dagligt sejlede rundt på fjorden i min skydepram. 

Da jeg stod for at skulle flytte ”hjem”, havde jeg sagt ja til passe fugleudsætningerne i et konsortie, og jeg havde faktisk også bestilt to nye jagthundehvalpe, som begge flyttede ind på landejendommen samme dag som jeg selv. Nu skulle storbylivet skiftes ud med jagt og natur, og hunde skulle fylde meget i min dagligdag

 

Som fritidsskytte fik jeg et tæt forhold til skoven og fuglene, som jeg i perioder brugte mere end tre timer dagligt på. Omdrejningspunktet for mig blev, at dem der kom på jagten fik kvalitetsoplevelser de ville huske, og samtidig ønskede jeg, at fuglene som jeg nu havde indgående kendskab til, helst skulle ende med at få hovedrollerne i så mange fuldendte jagtsituationer som muligt. Det er selvfølgelig en meget individuel betragtning, men har du oplevet noget i stil med det jeg indledte med her, er jeg sikker på du forstår mig.

Samtidig oplevede jeg helt nye sider af det med jagthunde, både på jagt, på træningspladser og til markprøver. Jeg mødte personer med jagthunde som virkelig kunne imponere enhver, og det blev tydeligt for mig, hvor meget hundene egentlig fylder på jagterne, og på godt og ondt har indflydelse på hele oplevelsen af jagt med haglbøsse.

Desværre blev det også tydelig, hvor tilfældigt hovedparterne af de jagter, jeg indtil nu havde deltaget i, egentlig havde været. Hunde der som min egen bare løb rundt på egen hånd og drev fugle ud til højre og venstre, for det meste uden nogen form for samarbejde med førene. Eller såter med få fugle, hvor ingen fik skudchance, fordi hundene sjældent leverede. Fra tid til anden blev der skudt til fugle, der ikke blev samlet op, fordi hundene bare ikke var til at kalde ind for at apportere, når det virkelig var nødvendigt, som f.eks på en løber. Alt sammen med dårlige eller intetsigende oplevelser til følge og for mig som ’fritidsskytte’ nedslående.

Som jeg i indledningen beskrev, er det de oplevelser hvor samarbejdet med hundene har været i top, og de dage som er foregået i ro og mag, jeg husker bedst.

 

Når jeg tænker tilbage på de seneste jagtsæsoner, er det da også enkelte dage og de helt særlige oplevelser med egne og andres hunde, jeg nyder at tænke på. De to hvalpe jeg købte samtidig, fører jeg i dag på godsjagter hver weekend gennem hele sæsonen. Forrige sæsons bedste oplevelse står min nu fireårige springer spaniel for. Det var en såt på en godsjagt med RIGTIG mange fugle. Jeg fik til opgave at drive denne såt alene, og alt klappede perfekt. Jeg oplevede her, at min hund måske havde 60 perfekte flush og være fuldstændig i hånd og stoplydig hele vejen. Her fik jeg virkelig set på nært hold, hvordan min hund reagerer, når den har fugl i næsen. Jeg har da også haft den store glæde at kunne skyde et par fugle over hende selv i områder, hvor der ikke er sat fugle ud.

 

Den netop afsluttede sæson må min retriever have æren for. Et par fuldstændig vellykkede såter, hvor jeg har samlet op for to skytter ad gangen, er blevet til mindet om denne sæson. Her med rent bord efter at såterne er blæst af og med samarbejde, effektive dirigeringer og markeringer, der er vinderklasse værdige.

 

Det er kontakten til hundene og det at se dem folde sig ud i samarbejdet, der er helt utroligt. Det klapper jo desværre ikke sådan hver gang og jeg har selvfølgelig meget at lære endnu. Men for mit vedkommende er jagten på den type naturoplevelser nu for alvor gåKleiner münsterländeren som jeg først lagde ud med at skrive om, har jeg desværre måtte opgive. Den korte historie om den er, at jeg købte den to år gammel uden stamtavle og desværre med, hvad jeg i dag vil kalde for ”alt for mange uvaner”. Rent avlsmæsigt er Tikkas temperament simpelthen ikke stærkt nok til at den kan bevare overblikket når det går løs. Det kombineret med alt for tidlige jagtoplevelser, uden færdig og solid grundtræning, gjorde det umuligt at få noget holdbart ud af hende. Nu nærmer hun sig så også de 9 år og har vist ingen problemer med at nyde tilværelsen som stuehund.

 

Med et brændende ønske om at arbejde med hunde for alvor, valgte jeg at stoppe mit ’job’ som fuglepasser og arbejde med film i stedet for. Jeg har før iværksat andre ting og har et godt netværk i tv-branchen og efterhånden nu også i jagthundeverdenen. I 2010 tog jeg den beslutning at slå de to ting sammen. I dag driver jeg video-websitet www.jagthunde.tv nu med knapt 100 små film på. Jeg er netop blevet færdig med min første dvd-produktion ’Spaniels - fra hvalp til jagthund’, og den næste er på vej. Ideen er kort fortalt at dele den viden, som jeg i min egen proces indsamler, og derudover filme nogle af de hunde-oplevelser jeg får med på min vej. Mit håb er selvfølgelig, at andre danske jægere vil blive inspireret til deres egen træning via mine film, samt bidrage til, at flere vil få chancen for at opleve, hvor fantastisk jagt og naturoplevelser kan blive med hunde, når det virkelig fungerer. Jeg forsøger, at give et ærligt billede af det jeg oplever, og mit ønske er både at kunne dele det som går godt, men også det som går knapt så godt. Ikke to hunde er ens, og vi som ejere er måske endnu mere forskellige. Derfor mener jeg, at vi alle kan lære af at se så mange forskellige hunde og deres ejere som muligt. Jagthundetræning er ikke raketvidenskab, og alle kan forholdsvis hurtigt tilegne sig den grundlæggende viden, der skal til. Men at kunne tilpasse den viden til arbejdet med den enkelte hund og få den fornødne erfaring med det hele, kræver at man ser og oplever så mange hunde som muligt. Det allervigtigste er selvfølgelig, at man finder glæden ved processen og har et brændende ønske om at opleve noget særligt med sin hund, både i og uden for jagtsæsonen. 

 

Af Carsten Jensen. Ejer af jagthunde.tv

5 gode råd

Det vil her være for omfattende at komme ind på selve træningen af jagthunde. Men jeg vil alligevel gerne tilføje fem bud på ting, som jeg efterhånden er helt sikker på er vigtige at sørge for.

 

  • Find en hvalp af god avl, der passer til dig og sørg for at handle hos en seriøs opdrætter, der forstår at præge din hvalp korrekt.

  • Din hund skal forbinde jagtoplevelser med noget den får gennem dig. Så det er absolut vigtigt at den ALDRIG har adgang til den slags på egen hånd.

  • Du skal være en tydelig og dygtig leder. Vær kærlig og konsekvent.

  • Undgå fejl og uvaner i din træning. Er der noget, der ikke virker, så prøv noget andet hurtigst muligt.

  • Vær grundig hele vejen i gennem, så alt er fuldstændig på plads og gå aldrig på kompromis med RO i din træning.