Artikler
Kommentar til: "Er jægere ved at afskaffe jagt ?"
Kære Kurt Kaufmanni6vsq1caz7567ccaaa6hzuca8040zuca31rmu4ca2wtv6hcatpw5pycabs6n2fcaa4e916caj5iy9gca2ebg3kcarkc6otcaikuuwncaezasp0cadgfi98caggsyyjca4r000gcatrdvdp
 
Jeg har med interesse læst din artikel - og lad mig fra starten slå fast at vi som ansvarlige jægere klart må fordømme ethvert brud på lovgivningen.
 Men jeg synes også at der er langt herfra til så på forkant at dømme/fordømmer vore "kolleger" i jagtens udfoldelse, ved at konkludere at et forhøjt blyindhold skyldes anvendelse af ulovlige patroner. Du skriver: "Men mon ikke det kan konstateres, at fasanerne er skudt med ulovlige hagl?"
Det kunne jo ganske udemærket være "baggrundsforureningen" i naturen generelt - herunder vildtets drikkevand, der er forurenet.
 
Forureningen af vildtet
Når vildtet skydes - formoder jeg at mekanismerme i fordøjelsessystemet stopper med at fungere. Dette gælder også vildets evne til at optage tungmetaller, bly eller andre tungmetaller. Et for højt blyindhold i vildet vil derfor være isoleret omkring de områder hvor haglene har ramt og ikke som en generel forurening af det enkelte stykke vildt.   
 
Forurening i foderet
Skulle det derimod vise sig at vildet optager blyhagl sammen med foder, og optages blyet herefter i kroppen gennem vildets organer, er det ikke usansynligt at denne forurening stammer fra blyhagl fra før forbuddet. Bly forsvinder ikke umiddelbart fra naturen, da nedbrydningstiden på bly er meget lang. Og summerer man op på hvor meget bly der i tidens løb er spredt af danske jægere, tror jeg at konklusionen må være, at den største spredning af blyhagl forgik inden forbuddet trådte i kraft.
Men vildets drikkevand kan også være forurenet og her kan kilderne være mange.
 
Baggrundsforurening
Du skriver i artiklen at: "prøverne er udtaget af præparater af vildtet". Danmark er et besynderligt land. For vi mennersker er over alt. Intet sted i Danamrk er naturen uberørt af danskernes dagligdag. Vi har indføret blyfri benzin og katalysatorer til vores biler. Men den blyfri bezin er ikke blyfri (den er bly-reduceret) og katalysatorer filtrerer kun noget af blyet (og andre tungmetaller) fra - ikke det hele. Jeg er her ikke efter bilfolket - men påpeger kun at der er flere kilder til blyforurening i vores natur end jægere. Og vildets adgang til vand kunne være en af kilderne.
Jeg skal her ikke nævne industri og husholdning, der er med til at øget indholdet af langtidskadelige stoffer i naturen er med til at øge forureningen i vores natur, og hermed også i vores vildt.
Men at fare efter jægerne hver gang ville jo svare til at man forbød fritidsfiskere at bruge lodder til at fiske med, fordi blyindholdet i havet og i danske søer og vandløb er steget de sidste 50 år, eller at man forbød svampejægere at ta' bilen ud til skoven hvor svampene skulle samles.
 
Konklusion
Jeg er enig med dig i at jægere skal holde deres sti ren. Jeg er heller ikke mere blåøjet end at jeg ved at der er brådne kar alle steder. Men herfra og så til - næsten automatisk at konkludere at jægerene (alle jægere) er skyld i en øget blymængde i vildt afleveret til fødevareindustrien - synes jeg nok er at fare lidt for hurtigt frem. Lad nu tvivlen komme os jægere til gode. Lad os nu se hvilken konklusion eksperterne kommer til, efter at deres undersøgelser forsætter. Vi kan herefter i vores jagtpolittiske fora konkludere hvilke foranstaltninger vi som jægere kan iværksætte for at komme et evt. uvæsen til livs. Jeg tror ikke på en ændring af lovgivningen, brug af blyhagl er jo forbudt een gang allerede. Så slå nu koldt vand i blodet. Det er ikke i nogens interesse at fare for hurtigt frem.
Nu skal vi jo først se om vi kan finde ud af hvor blyforureningen kommer fra.
I værste fald - er der måske tale om at vores natur generelt er blevet mere forurenet, og så er det en helt anden diskussion vi skal have fat i.
 
Med venligt hilsen
 
Christian Gøthche
USA
 
Det der ikke må ske

Så skete det, der aldrig må ske. En familie har mistet deres far og husbond ved en daahinderspringualmindeligt tragisk vådeskudsulykke, hvor kun de få involverede kender forløbet. Min dybeste medfølelse med de efterladte.

Med tanke på de ulykker der kan ske på jagt med riffel, er det måske på sin plads, at fortælle om en jagt med en tankevækkende hændelse, der trods alle sikkerhedsforanstaltninger gav stof til eftertanke og afstedkom en evig angst for, at selvom kuglefanget er efter bogen, er det så godt nok?

Historien forløber således: Jeg bliver ringet op af en god ven, som spørger, om jeg ikke trænger til at stresse af en uges tid. Så kunne vi tage en tur til Sverige og se, om vi kunne skyde et par stykker råvildt. Selvfølgelig har man tid, når det er den slags afslapning, der er tale om, så aftalen falder på plads. Vel ankommet til reviret tager vi en runde, før der er dømt hygge i jagtstuen, og efter en god nats søvn er det så tiden til at se, om vi kan finde et stykke skudbart råvildt.

Vi står uden for jagtstuen, da vi observerer tre stykker dåvildt på marken. En då med to kalve, hvoraf den ene kalv er noget mindre end den anden, og ved hjælp af kikkerten kan vi se, at den lille kalv halter på det ene bagløb og i det hele taget ser noget sølle ud.

Dagens program bliver straks ændret i retning af, at nedlægge det haltende dyr. Et par svenske jagtkammerater bliver kontaktet, og så starter vi med at trykke dåvildtet. Det lykkes først for os at få kontakt med dyrene i den sidste såt. Først viser de sig på en lille forhøjning inde i såten, de får åbenbart fært af mig for de vender om og springer tilbage i skoven, hvor de tilsyneladende møder min ven, der trykker i denne såt. Han må være noget grimmere end mig, for pludselig kommer dyrene ud på åben mark cirka tredive meter fra min post. Dåen først, så den store kalv og til sidst den syge.
Kuglefanget er okay, så skuddet går og kalven vælter. Hvor herligt. Kalven har fået en perfekt kugle, så der er lige tid til at se efter de to andre, som sprinter ned over marken. Pludselig vælter dåen, og kalven, der er lige i hælene på hende, falder oven på: Med et er der otte ben, der spræller i luften. Et ganske komisk syn. Kalven rejser sig hurtigt og fortsætter sin flugt, men dåen bliver liggende, og jeg siger halvhøjt: ”Kan du så komme af sted?”. Men intet sker.

 Min ven kommer ud af skoven og ser dåen nede på marken og med bebrejdelse i stemmen, gør han mig opmærksom på, at jeg har skudt dåen. Da alle misforståelser er rettet, går vi ned for at se nærmere på dyret, som ligger forendt med et hul lige under brystbenet og da vi brækker det, ser vi, at der er hul i hjertet, fra hvad der end har ramt dyret. Det er indlysende, at indgangshuller er det ved brystbenet. Så er der 10.000 kroner-spørgsmålet; hvordan kan en kugle, der har gennemskudt et dyr, ramme nede i marken, springe op, passere kalv nummer to og ramme dåen, der løber forrest?

Selvom baggrunden for den føromtalte vådeskudsulykke er ubekendt, er det måske en god idé at tage sikkerhedsreglerne op til fornyet gennemgang. Det er altid tragisk, når et vådeskud finder sted. Ikke kun for den, der bliver ramt, men så sandelig også for den, der har været årsagen til uheldet. Ham eller hende glemmer man mange gange. Vedkommende er overladt til sig selv med de frygteligste tanker og selvbebrejdelser. Husk, at der er to, der er ramt. Den ene fysisk, den anden psykisk - og begge bør være i fokus. Der er flere ting, man bør indprente sig, når man omgås våben…

…Betragt altid et våben som ladt.

…Ved en ”klikker”: vent et par minutter med at åbne våbnet og hold hele tiden løbet pegende mod jorden.

…Har du en lås, der blokerer, eller en ”klemmer” når du skal aflade: hold hele tiden løbet pegende mod jorden. Afgiv eventuelt skuddet på forsvarlig vis før transport eller forsøg på at løse problemet.

…Vis altid dine medjægere at dit våben er tomt ved at have haglbøssen knækket og riffellåsen ude af  låsestolen.  

Kurt Kaufmann Jagtmagasinets redaktør i Jylland.