Seneste forum indlæg
| Lasse Sørensen: "Sommerbukke" |
|
"Sommerbukke" er skrevet af Lasse Sørensen og udgivet af Corvus. Bogen er på 99 sider, og prisen er 199,-kr. Når man, som mange jægere, har læst en betydelig mængde bøger om jagt i almindelighed og bukkejagt i særdeleshed, er det med en vis skepsis, at man tager en ny i hånden. Mange bøger indeholder nemlig mere eller mindre det samme. Jeg plejer at opdele bøgerne om bukkejagt groft i 2 kategorier; Først er der de bøger som giver en række teoretiske og praktiske oplysninger, info og råd hvad angår jagten på de røde sommerbukke. Blandt disse er mange lette at forveksle.... Der er dog også bøger i en mere fortællingspræget stil, som formidler oplevelser, som forfatteren har haft. Disse kan have en tendens til at virke "perfektionistiske" og meget æstetiske - forstået sådan at "scenerne", som udspilles i fortællingerne, er perfekte. Alt ender - som i et eventyr - lykkeligt; jægerne leverer det gode skud og finder dyret forendt på forventet sted. Bukken er stor og flot, fuglene synger, vejret er billedskønt, alle involverede gør og siger det "rigtige" i forbindelse med jagten. Når man får Lasse Sørensen´s (fremover LS) bog i hånden, kan man konstatere, at LS har passeret pensionsalderen. Ikke at der er noget galt i det, men tanken om at læse 100 siders æstetisk fortælling om den perfekte jagt på store herregårde i en fjern tid - fortalt i et stift, traditionelt sprog, kan jo godt strejfe én....... På den baggrund må jeg starte med at undskylde!! Disse fordomme p.g.a. LS´ alder er aldeles ubegrundede. Jeg tror ikke, jeg tidligere har læst en bog om jagt skrevet i et så levende, nutidigt og varieret sprog. At LS besidder en glimrende sans for humor, som han er i stand til bringe til udtryk på det hvide papir, gør yderligere bogen meget letlæst. Bogen tager udgangspunkt i - den på Færøerne bosatte jægers - oplevelser med bukkejagt i Danmark gennem en årrække på forskellige revirer. LS har valgt ikke at tage udgangspunkt i det perfekte, men i stedet præsentere en bred vifte af oplevelser, som kan give unge som ældre jægere noget at tænke over. Hans selvkritik og ironi tillader ham at være hudløst ærlig, hvilket gør hans fortællinger befriende sandsynlige og genkendelige for de fleste almindelige jægere. LS undlader stort set, som nogle måske ellers kunne forvente af en ældre og erfaren jæger/forfatter, at løfte pegefingeren overfor de mange penible emner som bukkejagten indeholder. Han giver dog udtryk for sin mening om nutidens "hysteriske trofækult" og giver sit bud på et andet fokus. Nemlig den enkeltes oplevelse og præstation ved at skyde en buk, set i forhold til reviret. Måske er det ikke nødvendigt at blive en ny "Ernest Hemingway" for at nyde de oplevelser som jagten og naturen har at give.... Bogen er krydret med mange fremragende tegninger, som LS selv har lavet. Motiverne er hovedsageligt råvildt, men også andre skabninger som træffes på Diana´s stier. Bogen "Sommerbukke" kan så absolut anbefales. Specielt er den en nydelse og "appetitskærper" i denne jagtløse tid inden bukkejagten. Den opleves som helstøbt, man kan mærke at LS har noget på hjertet og forstår at give det videre på fornemmeste vis. Den er virkelig svær at slippe, når først man er gået igang.... Nikolaj Hjorth |